Ting tager den tid, ting tager.

28 okt

Nogle gange er beslutninger længe undervejs, man står dér og træder sig selv over tæerne i en evighed og tvivler på, om man nogensinde kommer nogen vegne. Andre gange går det stærkt – vejen er banet og let at gå.

Bloggen flytter idag hertil http://tulippas.blogspot.com/

Vi roder lidt, bloggen og jeg, men forhåbentlig kommer vi hurtigt på plads i de nye, lyse, kyssevenlige omgivelser. Jeg håber inderligt at du kigger forbi!

Reklamer

Flytteovervejelser…

27 okt

Man kan føle sig klemt og lidt kvalt, kender du det?

Man kan have den dér fornemmelse af at noget bare ikke er, som det burde være.

Sådan har bloggen og jeg det for tiden. Det er som om, dette her site ikke rigtigt kan det jeg ønsker af det og mine evner, udi html og dens fætre og kusiner, er desværre for begrænsede til at leve bloggerlivet sådan helt dogmeagtigt. Jeg har brug for rammer og templates, sådan så jeg kun skal fylde i og ud – det gør jeg til gengæld gerne og godt.

Det er svært at være helt konkret omkring hvilke ændringer der trænges, det er vel nærmest en følelse af en slags (åh, jeg er  enhver reklamemands drøm!)

Der er for mørkt og lidt for trangt herinde og vi, bloggen og jeg, shopper derfor efter nye omgivelser. Vi eksperimenterer lidt og prøver forskelligt og på et tidspunkt bliver vi klar til at rykke … tror jeg nok.

Nærmere info følger naturligvis…

UPS!!!

27 okt

Midt i min selvmedlidenhed, havde jeg lige fortrængt at der kommer tyve (ja, der står TYVE) børn og deres forældre og søskende til Halloween fest herhjemme i morgen – faktisk kommer de ikke engang selv, men skal hentes i fritidshjemmet i samlet flok, hvorefter forældre m.m. kommer til kaffe og kage når de får fri fra arbejde. Fedt arrangement, genial idé – hvem mon har fundet på det?

Totalt overskudsagtigt …. især når man er den, der skal hente ungerne, handle ind og bage kage og lave græskarlygter, tænde bål (i regnvejr), klippeklistre dimser og andet godt … og har glemt det!

(FUUUUUCCKKKK!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!)

 

Nyt fra vestfronten…

27 okt

I virkeligheden er det lidt falsk annoncering, at kalde denne her blog for noget der bare kan rime på nyt. Jeg er nemlig gået i stå, sådan bogstavelig talt. Jeg har været syg i min mave i snart en uge nu og energidepoterne er så langt nede under nulpunktet, at jeg drømmer om at sove hele tiden – også når jeg sover.

Mine børn kan snart ikke huske mig som andet, end hende der ligger inde i sengen og jamrer og mit parforhold er sendt på ferie. Mit studie passer vist sig selv et sted derude og alle andre forpligtelser synes også at have accepteret mit totale fravær.

Og alle de spændende blogs, der tager form inde i mit hoved, er begyndt at pakke sig som fly, der venter på landingstilladelse. Gad vide hvor længe de kan svæve rundt deroppe?

Jeg behøver ikke sige, at jeg glæder mig vildt til at vende tilbage til det hele igen, vel?

 

Liv efter lokummet…

25 okt

Hvem skulle have troet det?

Der ER faktisk et liv efter lokumsafhængighed og jeg er langsomt, men sikkert på vej tilbage til de levende. Efter en lørdag fra helvede og tre gange kontakt med mere eller mindre inkompetente lægevagter (den ene drev det endda så vidt, at han gav mig en indsprøjtning med et kvalmestillende, diarréfremkaldende lægemiddel!), kom ham den lækre hjem fra apoteket, med et vidundermiddel, der næsten øjeblikkeligt fik tæmmet mit, temmeligt uregerlige tarmsystem og i tilgift, bød ind med otte timers nattesøvn – HALLELUJA!!!

Jeg er stadig på de små grønne piller og selvom de får verden til at snurre baglæns, så tør jeg altså ikke slippe dem endnu – det der toiletsyge er altså scary! Min krop er drænet for alt, hvad der minder om energi og bare at bevæge fingrene henover tastaturet, er en powerwalk af de helt store. Der skal føde til, i afmålte, tilpassede, velovervejede mængder og der skal hvile, søvn og hvile til, før denne her dame er i nærheden af at flyve igen.

Jeg restituerer – langsomt.

Alternativ efterårsferie…

22 okt

Har du lavet noget spændende i din ferie?

Næ, men min mor har siddet på toilettet!

Sådan kunne det meget vel komme til at lyde, i mine børn daginstitutioner på mandag, når de sædvanlige hvad-har-du-lavet-i-din-ferie runder indledes. Vi har nemlig ikke lavet ret meget. Eller det vil sige, jeg har lavet en del – men ikke i den sædvanlige forstand. Onsdag eftermiddag begyndte min maveregion nemlig at beklage sig og i løbet af aftenen udviklede det sig til decideret toiletafhængighed og tårnhøj feber. Jeg ved faktisk ikke om der findes noget værre, end netop den kombination!

Nå, men her to døgn senere, er feberen på retur og mine unger har oplevet hvordan deres mor kan blive meget bestemt og beordre hvem som helst, til at forlade badeværelset med bukserne nede om anklerne. Og i stedet for  biografture, krea-dage, efterårsfarvede skovture, hjemmehygge og pandekagespisning, har jeg tilbragt adskillige timer på toilettet, hvor højere magter regerer mit tarmsystem og jeg efterhånden har udviklet en ganske særlig teknik, hvor jeg kan læne mig op ad håndvasken og småsove lidt imens.

Jeg skal nok spare dig for flere detaljer…

Om iPhones og sorg.

20 okt

I går aftes, ringede min kæreste på vejen hjem, for blandt andet at fortælle, at han havde købt en ny iPhone. Det er jo en relativt uskadelig besked og selvom det stak lidt (jeg har virkelig ønsket mig den længe og har desværre ikke råd til at købe den), så blev jeg alligevel, sekundet efter,  revet fuldstændig omkuld af den gigantiske afgrund,  der åbnede sig foran mig.

Jeg blev SÅ ulykkelig og selvom jeg forsøgte at kæmpe imod, det bedste jeg har lært, så varede det ikke længe før jeg susede gennem tidsportalen og landede i en trist, tom lejlighed et sted i udkanten af vestegnen, hvor både børn og voksne engang, for ikke så forfærdelig længe siden, levede en temmelig kummerlig og kærlighedsløs tilværelse.

For du har vel gennemskuet, at det her ikke handler om en ny mobiltelefon, ikke?

Derimod handler det om at føle sig svigtet og alene. Om at bo i føromtalte lejlighed, uden elektricitet og telefon, uden mad i køleskabet (som jo kræver elektricitet) og uden at vide, om min mor kom hjem eller blev væk i dage ad gangen. Om at stå op hver morgen, gå i skole og virkelig kæmpe for at være ligesom alle de andre og om den smertefulde erkendelse af, aldrig at kunne blive det. Om utryghed og skam. Om ensomhed. Om at vide, i en alder af 13, at sult har flere faser og at den, der giver mavekramper og svimmelhed, faktisk går over igen, hvis man bare venter længe nok. Om at lære, at klare sig selv og ikke forvente noget – overhovedet. Det handler om følelsen af ikke at være noget værd – for nogen.

Nu, en del år og terapitimer senere, ligger smerten altså stadig lige under overfladen og selvom der er langt imellem, så trækker det altså tænder ud, når der pustes til ilden og flammerne begynder at æde min sjæl forfra. Og sådan gik det til, at jeg, i stedet for at spise sushi og ferieråhygge med kæresten, sad sammenkrøllet i fosterstilling og hulkede i flere timer. Det lykkedes til sidst for ham jeg elsker, at skubbe mig ud under den varme bruser og det lykkedes mig, at klemme lidt af den lækre sushi ned efterfølgende. Det lykkedes også for ham, at være tæt på mig og kramme og lytte og holde om – hele aftenen og det lykkedes for mig at finde et lillebitte helle af ro og tryghed indeni og falde i søvn til sidst.

Idag har jeg de velkendte følelsesmæssige tømmermænd (som i øvrigt føles nøjagtig som almindelige tømmermænd, i stedet for en fed bytur, har man bare haft en mareridtsagtig aften fra helvede),men udover det, er roen så småt ved at genindfinde sig. Det tager tid, jeg ved det godt og jeg væbner mig med tålmodighed. Jeg slikker mine sår og kigger på mine ar og konstaterer, at jeg ikke ville mig, uden dem. Hvis jeg havde levet et andet liv, ville jeg være blevet en anden og alting ville have været anderledes. Det er det ikke og det er jeg ikke og det er virkeligheden – min virkelighed. Den samme virkelighed som jeg elsker højt.

Denne her Tina Dickow sang akkompagnerede min morgenmad og morgenmad, er faktisk i sig selv et bevis på, at alle de mange tusind kroners psykologhjælp ikke har været helt forgæves. Den historie får du en anden gang – nu skal jeg nemlig holde efterårsferie med mine børn!

%d bloggers like this: